Emneuger og temauger

Vi har gennem 20 år været engageret til utallige emneuger med temaet cirkus og har i løbet af årene opbygget en masse erfaring med, hvordan man sammensætter forløb med mellem 50 - 700 børn og unge, fx. elever på en skole. Det gælder både samtænkningsprojekter/ indskolingen, 0 - 7 kl. og hele skolen.
Vores idé med en cirkusemneuge er at give eleverne indblik i den indbyrdes afhængige disciplin, der må herske i et cirkus, i skolen og i samfundet.
Kunstnerisk er vores ambition, med udgangspunkt i elevernes evner, motivation og ressourcer, at skabe en unik cirkusforestilling, som forbløffer, henrykker og imponerer publikum.
Pædagogisk giver vi den enkelte elev en succesoplevelse ud over det sædvanlige, og får evner og kompetencer frem, der ikke bruges i det daglige.
Vi giver eleverne den oplevelse at arbejde sammen om en konkret målsætning, en cirkusforestilling, som alle bærer et ansvar for at få til at lykkes.
Vi viser i praksis at samarbejde og tillid er nødvendige elementer i at få et stort projekt til at fungere.
Konkret tilbyder vi jer et værktøj til at give eleverne en stor og engageret oplevelse. Vi skaber et særligt rum, hvor elever, lærere og forældre kan mødes på en anderledes inspirerende måde.
Til en cirkusemneuge deler vi eleverne op i en række funktionsbestemte ansvarsområder og grupper, på tværs af klasser og alder: En artist-, en teknik og rekvisit-, en kostume og sminke-, en orkester-, en cafe-, en administrations/presse- og tivoligruppe, alt efter elevtal.





